Møder du vægten ude i verden, bliver du taget godt imod, de er nemlig sociale og selskabelige væsner, der som de andre kardinaltegn gerne tager initiativ. Man skal dog træde varsomt, for vægten kan godt have et svingende temperament, som kan være svært at navigere i, også for vægten selv.
Vægten er altid på jagt efter den helt rette balance, og har det bedst, når tingene er i harmoni. De er stærke kommunikative, og kan ofte se tingene fra begge sider. Dette resulterer i at vægten kan blive misforstået som værende overfladiske eller falske, da det kan virke som om de ikke vil vælge side. I virkeligheden er det bare fordi vægten af natur har et behov for at undersøge og opveje alle muligheder, udfald, udsagn, mm inden de træffer et valg.
De kan faktisk have enormt svært ved at tage beslutninger generelt, men du kan også være sikker på at når beslutningen er taget, så er det den helt rigtige.
Vægten kan godt leve lidt oppe i sit eget hoved, hvor de har gang i de helt store tanker og drømme. De er meget nysgerrige af natur, og vil gerne have alle detaljerne og informationerne med. Er der nogen som laver en grundig research, så det er en vægt.
Vægten er meget vidensøgende generelt, men ofte særligt interesseret i mennesket og psykologiens verden.