Vi har besøgt Christina, hvor Michelle har prøvet hvordan det foregår når man er til afdøde kontakt. Hvis du vil læse mere om hvordan sådan noget foregår eller er nysgerrig på om der kom nogen igennem, kan du læse om Michelles oplevelse med afdøde kontakt nedenfor.
En ting jeg særligt har lært af denne oplevelse, og noget som også har haft indflydelse på den, er hvor lidt vi faktisk ved om vores familie, når vi kommer bare et par generationer tilbage. Jeg vidste i hvert fald ikke ret meget, men hold nu op hvor er jeg blevet klogere. Jeg har glædet mig til at kunne dele den her oplevelse, for selvom jeg gik ind i det både med en tro på Christinas evner, men også en naturlig skepsis, så er jeg alligevel blæst bagover over de ting, der endte med at komme på bordet igennem vores møde.
En tryg velkomst og en maskulin energi
Da jeg kommer hos Christina, tager hun super godt imod mig. Jeg mærker med det samme den gode energi, både fra rummet og Christina selv, og jeg følte mig i trygge hænder hele vejen igennem. Hun starter med at læse op af nogle noter, hun har skrevet, og beskriver det som er kommet igennem til hende. Hun fortæller at hun mærker en maskulin energi, og at hun får en bedstefar lignende følelse, sådan lidt faderligt forbilledes energi.
Hun begynder at beskrive manden som er igennem, og kommer med mange små sjove detaljer. Hun nævner f.eks. at hun kan dufte en stærk duft af herreparfume, og at han viser hende et armbåndsur, og at han har hvid skjorte på. Hun fortæller, at han var en meget nydelig herre, der gik op i sig selv, og gjorde noget ud af sit tøj, og altid havde pænt redt hår osv. Hun tilføjer til det med håret, at han selv jokende tilføjer: “eller det der er tilbage af det,” og griner lidt.
På det her tidspunkt tænker jeg bare, at det er nogle sjove og søde små ting, men ikke rigtig noget, jeg genkender. Jeg må indrømme, at jeg tænker det virker som nogle lidt ligegyldige ting at nævne. Men det skal vise sig at tage en helt uventet drejning og have meget større betydning senere hen.
Christina fortsætter og begynder at tale om hans interesser. Hun fortæller, at han havde store hænder og generelt hænderne skruet rigtigt godt på, som man siger. Måske han rodede med noget håndværk af en art, han kunne i hvert fald godt lide at bygge ting. Jeg lytter interesseret, men der er stadig ikke så meget, jeg genkender. Men så siger Christina noget, der virkelig fanger min interesse! Hun fortæller, hun ser et indre billede, som viser den mand, hun har igennem, der sidder med mig på skødet, og pludselig er der en helt særlig mand, der dukker op i mine tanker, nemlig min oldefar.
Et navnehint og det sidste søm i kisten
Min oldefar døde da jeg var omkring 4-5 år gammel, så jeg vidste ikke ret meget om ham på det tidspunkt, men det ene “minde” jeg har om ham, er et billede jeg har fået vist, hvor jeg sidder på skødet af ham. Så da hun siger det, popper han op i mine tanker. Jeg tænker at alle de andre ting jeg ikke genkender, jo sagtens kan passe, for jeg ved det jo ikke. Omvendt er den her ene ting med billedet bare ikke nok til at jeg tror 110% på at det er ham. Men midt i at jeg sidder med alle mine overvejelser, så fortsætter Christina og kommer med det sidste søm i kisten på min tvivl. Hun siger nemlig, at hun får noget lignende et navn igennem, men hun får det ikke tydeligt, dog starter det med “EJ”. Jeg får lidt nøjeren på, I’m not gonna lie. det som om min oldefar godt kunne mærke på mig, at jeg manglede noget mere konkret, så min til tider lidt for logiske hjerne kunne overgive sig helt og acceptere det, der faktisk sker. Min oldefar hed nemlig Ejvind. Og hverken hans navn eller mit minde om billedet var noget, Christina kunne have vidst.
Vi fortsætter mødet, og Christina fortæller mig en masse om hans liv, hvordan han boede, omkring hans arbejde osv. Alt det her er som resten, ting jeg ikke rigtig ved noget om, fordi jeg var så lille da han døde, og det er ikke noget vi har talt så meget om.
Da vi runder af, taler vi lidt om hele alt det der er kommet igennem. Vi har fra starten været helt enige om, at det skulle være 100% ærligt og autentisk, så jeg er helt ærlig omkring, at langt de fleste ting kan jeg ikke genkende, men at der alligevel er noget ved de bogstaver “EJ” og det billede, hun fik vist med mig på skødet, der gør mig nysgerrig og giver mig en følelse af, at jeg må undersøge det lidt nærmere.
Christina er enormt reel og ærlig, og er hverken fornærmet eller stødt over min tilbagemelding, tværtimod er hun bare glad for min ærlighed, sikker i sig selv og nysgerrig på at se hvad jeg finder ud af. Og hold nu op, hvor fik jeg fundet ud af mange ting, haha. Efter vores møde får jeg et brev med hjem med alle de beskeder, hun har fået igennem, så jeg altid kan huske dem og gense det.
Dem beslutter jeg mig for at sende til min farmor, som jo kendte min oldefar en del bedre end mig. Jeg tænker, at hun måske kan genkende nogle ting og hjælpe mig med at spore mig ind på om det virkelig er min oldefar, eller om det er en andens rare bedstefar vi har igennem. jeg må indrømme, at min farmors svar kommer bag på mig, for hun bekræfter nærmest alle de ting, Christina fik igennem til mødet.
Familiær genkendelse og personligheds tvist
Vi taler en masse om min oldefar, og jeg lærer en masse om ham, jeg ikke vidste før. Pludselig giver alle de ting, jeg troede var ligegyldige, så god mening. det armbåndsur hun nævnte, var et han havde en helt særlig tilknytning til. Hans tøj og udseende var noget, han gik meget op i. Min farmor husker tydeligt den kraftige parfume og fortæller om, hvordan han arbejdede med hobby-snedkeri. På alle de billeder, jeg får vist, ser jeg den pæne hvide skjorte og det kæmmede hår, som gradvist forsvinder med tiden, og de store hænder, der sidder lige under det ur, han altid har på.
Det hele giver mening nu, det var ikke en fremmed, hun beskrev, det var min oldefar jeg kendte ham bare ikke før. Der var mange flere ting, der passede, hun ramte stort set samtlige beskrivelser lige i måsen, endda hans navn jo.
Men der var dog én ting, vi ikke kunne genkende, og det var beskrivelsen af hans personlighed. Den måde han præsenterede sig selv for Christina på, var ikke rigtig sådan, han var dengang han levede, Og det vender jeg med Christina, for kan det så stadig være ham? Heldigvis er Christina klar med hjælp og vejledning, og hun fortæller, at nogle gange kan de afdøde godt vælge at fremstille sig selv lidt bedre, end de var, eller som de måske gerne ville have været. Med det jeg ved, synes jeg det giver mening, og med alle de andre detaljer og ting, som Christina umuligt kunne have vidst, og som jeg ikke engang selv vidste, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det var min oldefar, vi havde igennem.
Det har sat en masse tanker i gang og været både sjovt og vildt at opleve at danne kontakt med et familiemedlem man har mistet. Det har været en rutsjebanetur fuld af nostalgi, aha-moments og oplevelser, jeg aldrig glemmer! Det er jeg så taknemmelig for at have med mig, men også for nu at vide, at min oldefar også er med mig. Det er lidt hyggeligt, synes jeg.