Vores gamle danske land vrimler med muligheder for overnaturlige oplevelser. Mange føler sig
inspirerede til at opsøge dette emne, nu hvor de mørke måneder har meldt sin ankomst. Måske
kan det virke overvældende at kaste sig ud i. Hvordan gør man? Hvor leder man? Skal man
være clairvoyant? Alt det – og lidt mere – vil jeg prøve at svare på i denne lille guide til at opleve
noget overnaturligt.
Jeg vil starte med at komme med en lille disclaimer. Jeg er selv hverken clairvoyant eller spøgelsesjæger med tonsvis af udstyr. Men jeg har, siden jeg var barn, interesseret mig for det overnaturlige. Jeg læste alt, jeg kunne finde om emnet, og indrømmet – det var ikke imponerende meget på Stilling Skoles bibliotek i start-00’erne.
Men interessen holdt ved og voksede med tiden. Og i dag kan man kalde mig en (relativt ubrugelig) ekspert på området. I 2019 ringede jeg til Dronninglund Slot og bad om det mest hjemsøgte værelse.
Til min overraskelse grinede receptionisten ikke af mig. I stedet bookede hun med det samme et værelse i det gamle kloster. Med en mikrofon under armen slæbte jeg min gode ven med, og så tilbragte vi en nat i et af de gamle kamre, nonnerne havde boet i. Jeg havde ingen forventninger – for hvad kan man egentlig opleve, når man hverken er clairvoyant eller spøgelsesjæger?
Vi listede rundt i mørket på det gamle slot, men oplevede ikke meget andet end en fuld norsk gæst, der gerne ville hyggesnakke. Så i stedet fortrak vi os til værelset. Og jeg skal gerne indrømme, at jeg var bange i mørket, mens min ven snorkede upåvirket ved siden af mig. Men jeg faldt alligevel i søvn. Da vi vågnede, troede vi ikke, at der var sket så meget. Så vi spiste morgenmad og vendte, lettere skuffede og utroligt trætte, snuden hjemad.
Det var først, da jeg sad alene i min sofa og lyttede til nattens optagelser, at jeg hørte det. Vi havde ikke været alene den nat på værelset. Midt i timevis af snorken lød der pludselig noget andet: fodtrin. Og de var tydelige.
Man kunne høre dem komme ude fra gangen, så passerede de mikrofonen ved døren, og så stoppede de ved siden af sengen. Den ukendte blev stående i et par minutter, og så hørte man fodtrinene forsvinde ned ad gangen og ud i natten. Jeg var fuldkommen mundlam. Nogen havde stået og iagttaget os på værelset midt om natten. Jeg havde optaget et spøgelse?!
Det var først, da jeg sad alene i min sofa og lyttede til nattens optagelser, at jeg hørte det. Vi havde ikke været alene den nat på værelset. Midt i timevis af snorken lød der pludselig noget andet. Fodtrin. Og de var tydelige. Man kunne høre dem komme ude fra gangen, så passerede de mikrofonen ved døren, og så stoppede de ved siden af sengen.
Den ukendte blev stående i et par minutter. Og så hørte man fodtrinene forsvinde ned ad gangen og ud i natten. Jeg var fuldkommen mundlam. Nogen havde stået og iagttaget os på værelset midt om natten. Og jeg havde optaget et spøgelse?!
Optagelserne udgav jeg i min podcast Fårking uhyggeligt, og siden da har jeg optaget mange flere mystiske ting. Det blev absolut heller ikke sidste gang, at jeg var rædselsslagen. I dag er Dronninglund Slot desværre lukket for offentligheden. Men der er stadig rig mulighed for at blive bange i det danske land. Du kan hurtigt google dig frem til de mere kendte steder som Dragsholm Slot, så det vil jeg ikke spilde din tid på.
I stedet vil jeg tage dig med ind i mørket på en lille håndfuld af de mindre kendte steder, du kan besøge.
Da man i 1936 omlagde åen, der løber langs kroen, fandt man beviser i form af kranier og knogler begravet dybt i det mørke mudder
I udkanten af Bromølle Skov, hvor åen udspringer af den gamle mose, ligger Danmarks ældste kro. Med rødder helt tilbage til 1198 bærer Bromølle Kro på både historie og mørke hemmeligheder. Ved første øjekast ser den hvide kro med sit fine stråtag idyllisk og fredelig ud. Men bag det smukke ydre gemmer sig en makaber fortælling.
I 1700-tallet skulle et kro par have fundet en lukrativ måde at tjene lidt ekstra penge på. Det var især, når de havde besøg af handelsrejsende, at de fyldte ekstra meget i glassene efter middagen. Når gæsterne så gik berusede i seng, sneg krofatter sig op på værelset og slog dem ihjel. Herefter gennemgik de gæsternes ejendele for værdier og smed liget i Åmose Å.
Præcis hvor mange der lod livet på denne måde, vides ikke. Men da man i 1936 omlagde åen, der løber langs kroen, fandt man beviser i form af kranier og knogler begravet dybt i det mørke mudder.
Og det er lige præcis det her med vand, der er et gennemgående tema for hjemsøgelserne på kroen. Det er nemlig helt normalt at komme forbi en vandpyt på gulvet, der tilsyneladende er opstået ud af ingenting. Vandhaner tænder og slukker af sig selv, og så er især køkkenpersonalet plaget af en skikkelse, der bevæger sig rundt og ofte står i vejen. Noget, jeg selv oplevede, da jeg tilbragte en nat på kroen, var en sær, tung energi på førstesalen.
Det var under corona-lockdown, så vi var fuldstændig alene på stedet og havde blot fået at vide, at vi skulle smække døren efter os. Vi sad på gulvet i mørket på et af de mest hjemsøgte steder på kroen – værelset for enden af gangen på førstesalen. Vi sad og hyggesnakkede, da vi pludselig blev ramt af en altoverskyggende frygt. Det føltes, som om noget var på vej ned ad
den mørke gang mod os. Jeg blev grebet af panik og kunne slet ikke holde ud at sidde der og vente på, hvad end det var, der skulle ske. Jeg måtte ud af rummet – ud og konfrontere eller afbryde det, der var på vej mod os. Og så… var det hele ovre.
Bromølle kunne være et bud på et mere overskueligt sted at prøve kræfter med en spøgelsestur. Værelserne, du kan overnatte i, er i et anneks, så du om aftenen kan dyrke uhyggen i kroen og alligevel have en rolig nat i et trygt værelse langt fra krofatter og vandpytter.
Vi oplevede også selv at finde sådan en. Vandpytten var midt i det hele, langt fra afløb, håndvaske og noget andet, der kunne forklare det. Jeg har sidenhen tænkt, om det er aftryk fra frustrerede gæster, der blev smidt livløse i åen, som dryppende står tilbage og leder efter hjælp i
de gamle krostuer.
Jeg har stadig svært ved at tale om det den dag i dag. Men vi var to personer, der vidnede det. Bagefter måtte vi gå ned i receptionen bare for at se et rigtigt menneske.
Et af de steder, jeg har været absolut mest skræmt i hele mit liv, er på det gamle Hotel Hafnia – det, der i dag hedder Hotel Bella Grande. Modsat det mere øde Bromølle ligger Hotel Hafnia midt i de larmende københavnske gader, bare en spytklat fra Rådhuspladsen. Et sted, man kan have svært ved at forestille sig, at man kan føle sig isoleret og rædselsslagen. Men tro mig: Stemningen på det gamle hotel kan ændre sig hurtigt. Og hvis du er heldig, vil de lange, gamle gange vise dig, hvad de engang var.
Hotel Hafnia blev bygget i 1899. Det var et populært hotel – et sted, hvor både kongelige og kendte overnattede. Mange kom på grund af den smarte café i atriumgården, som hotellets fire længer formede sig rundt om. Men Hotel Hafnia kom først for alvor på alles læber i 1973. Her udbrød nemlig det, der stadig er den værste brandkatastrofe på dansk jord. 35 personer omkom i flammerne den nat, og hotellet blev brændt til uigenkendelighed.
Men sådan lod man det ikke være. Nabohotellet, Hotel Kong Frederik, købte resterne og slog de to hoteller sammen. Og som du måske kan regne ud, gik der ikke længe, før spøgelseshistorierne begyndte at florere. For på trods af, at man har moderniseret hotellet af flere omgange, hviler der stadig et mørke over stedet. Gæster har berettet om gråd fra badeværelserne, lyden af rindende vand og mystiske skikkelser på gangene.
Jeg har selv overnattet på hotellet en del gange efterhånden, og jeg har fanget både skrig, brag og uforklarlige lyde af dryppende vand – på et fuldkommen corona-tomt hotel. Men det mest absurde – det, der skræmte mig så meget, at vi måtte sove på vores værelse med lyset tændt og Matador bragende på min bærbare computer – skete den tredje nat. Det var, som om alting havde ændret sig den aften. Luften var tyk af et elektrisk ubehag.
Vi gik en runde og udpegede os det sted, der var mest ubehageligt at være, og så slog vi os ned dér. Vi var rædselsslagne, som vi sad for enden af den tomme hotelgang, også selvom den var fuldstændig oplyst. Pludselig bredte en isnende kulde sig på gangen. Vi sad forstummede og ventede på, hvad der nu skete. For det føltes, som om noget ville ske. Og så begyndte en lavthængende tåge at danse langsomt over det kongeblå gulvtæppe.
Jeg ved, det lyder absurd, og jeg har stadig svært ved at tale om det den dag i dag. Men vi var to personer, der vidnede det. Bagefter måtte vi gå ned i receptionen bare for at se et rigtigt menneske. Vi havde brug for at vide, at vi stadig var i den samme verden. For nu var der pludselig vendt rundt på hele vores verdensbillede. Intet kunne blive som før.
Jeg fandt sidenhen ud af, at det tidspunkt, vi havde set røgen på, var det samme tidspunkt, som branden brød ud dengang i 1973 – omkring 2.30. Hotellet har siden da undergået endnu en modernisering og et navneskifte. Jeg har ikke selv besøgt det efter, men jeg er sikker på, at der ikke er maling nok i verden til at dække fortidens rædsler på dette sted.
Hvis du har mod på at prøve en overnatning, så er det vigtigt, at du beder om et værelse i venstre side af hotellet – det, der oprindeligt var Hotel Hafnia. Det er især 2., 3. og 4. sal, som har grumme historier, da de fleste af gæsterne omkom på disse etager.
Pludselig blev bilen oplyst af et varmt lys, der kom lige imod dem. En panik bredte sig. Nogen var ved at køre direkte ind i dem! Og ligesom køretøjet ville ramme, forsvandt det.
Hoteller er dyre! Og nogle gange føles det, som om spøgelser foretrækker de dyreste. Så hvis du vil have en gratis og altid tilgængelig oplevelse, kan du tage en tur ud til Moesgård i Aarhus. Området dækker over både strand, skov og en herregård – og hele stedet er spækket med historie. På Bavnehøj, lige over skoven ved Moesgård, tændte man engang bål for at advare om fjender på havet.
Under jorden, i gravhøje og brandgrave, hviler stadig knogler og skatte fra
fordums tid. Flere dele af Moesgård Skov er uberørte siden oldtiden – faktisk er det en af Danmarks mest intakte oldtidsskove. Det betyder, at når du går på stierne omkring Moesgård, især i skovkanten og oppe ved Store Høj, går du bogstaveligt talt hen over tusindvis af års historie – menneskeskæbner og oldtidsminder: gravhøje, bopladser og offersteder.
Og det smitter af. Gennem århundreder er der fortalt historier fra egnen om alt fra spøgelseshunde til hvide damer. Men det er ikke kun gamle sagn. Jeg har nemlig samlet flere nylige førstehåndsfortællinger om overnaturlige oplevelser fra området.
En mand har oplevet at se en skygge i skoven ved stranden. Han stod ved sin bil og var egentlig på vej hjem, men så fik han øje på noget mærkeligt. En skikkelse. Den var mørk og tæt, men det var ikke et menneske. Den gik i skovbrynet. Han kunne fornemme, at den havde arme og ben, men ikke noget ansigt. Den var stadig tydelig, som den fortsatte sin rute. Og så drejede den pludselig og forsvandt tilbage i skoven.
Der er også flere beretninger om mystiske lys i skoven, hvilket jeg også selv har været heldig at opleve. Her sad vi ved gravhøjen en sommeraften og talte stille og roligt, imens mørket faldt på over skoven. Pludselig ændrede energien sig – det føltes uroligt og intenst. Og så kunne vi se et lys. Det lignede næsten en gammeldags lygte, som svandt ind og ud af skovbrynet. Det kom tættere på, fortrak sig tilbage i skoven, og til sidst forsvandt det. Uroen lettede, og vi var igen alene ved den mørke skov.
Den sidste oplevelse, jeg vil fremhæve, var en, min nære ven havde. Han var på en aftenkøretur ud i det gamle skovområde. Her havde de holdt ind på en sidevej i mørket og sad og snakkede i den stille nat. Pludselig blev bilen oplyst af et varmt lys, der kom lige imod dem. En panik bredte sig. Nogen var ved at køre direkte ind i dem! Og ligesom køretøjet ville ramme, forsvandt det.
Jeg har senere fundet et gammelt sagn om et røveri, der skulle have foregået i samme område. En aften havde herremanden på Moesgård været på vej hjem mod sin herregård. I mørket blev de pludselig mødt af lygterne fra en modkørende karet, som stoppede op. En mand hoppede ud og røvede herremanden, som fik skåret en finger af røveren i selvforsvar. Han kom hjem i
sikkerhed og prøvede at lægge den uhyggelige oplevelse bag sig. Nogle dage senere mødte datterens trolovede op på Moesgård og manglede en af sine fingre. Han indrømmede, at han var lederen af den lokale røverbande og blev arresteret og hængt. Datteren skulle eftersigende have skammet sig til sin død, og sagnet fortæller, at man stadig kan høre hende på den gamle herregård.
Min kære ven fortalte, at efter lyset var forsvundet igen, og de sad der forundrede i mørket, kom de til at tale om, at der havde været noget mærkeligt ved den modkørende. Det havde ikke lignet en bil. Den var for høj. Lyset havde nærmere passet med det på en gammeldags karet.
Hvis du vil en tur på Moesgård, kan jeg anbefale dig at parkere ved restaurant Skovmøllen. Herfra har du let adgang til skoven og flere stier. Men du kan også finde en af de mange sideveje i skovområdet og se, om du også er heldig nok til at se den gamle spøgelseskaret. Hvis du altså tør.
Så man besluttede at opføre massegrave uden for byerne og dække dem med hvidtjørn for at sikre gravfreden. I dag kendes det som Hvidtjørnesletten.
I den anden ende af landet har vi også et “magisk” område, der emmer af historie – nemlig den gamle, mytiske dyrehave. Den har historier om helligkilder: et sted, man er rejst til efter helbredende, rent vand. Gradvist voksede området sig større. Nogle spillede lidt musik, andre solgte måske en kop at drikke vandet af eller en amulet, der gjorde vandet ekstra helbredende. Og sådan opstod langsomt verdens ældste forlystelsespark, Bakken. Og det er vel nok det, de fleste forbinder med Dyrehaven.
Men der gemmer sig også mange mørke sider i det gamle skovområde. Og mange af dem kan man stadig møde aftryk af den dag i dag. For det virker til, at Dyrehaven aldrig har glemt dem – som om fortiden stadig sidder fast i træerne og jorden derude. Og det er ikke kun i overført betydning, for i ganske fysisk forstand ligger disse rester stadig gemt under hvidtjørnen i den idylliske park.
Under koleraepidemien døde folk som fluer inde i storbyen, og det betød selvfølgelig, at der var rigtig mange lig. Det var umuligt at følge med. De dehydrerede, bleghvide kroppe hobede sig op. Så man besluttede at opføre massegrave uden for byerne og dække dem med hvidtjørn for at sikre gravfreden. Og i Dyrehaven findes netop sådanne massegrave. I dag kendes det som Hvidtjørnesletten.
En grå og tåget eftermiddag havde en kvinde været ude og fotografere hvidtjørnen, da hun pludselig mødte en hvidklædt dame. Hun virkede til næsten at være opstået ud af det blå. Ved nærmere eftersyn var damen meget bleg. Unaturligt bleg. Hendes øjne var indsunkne og omkranset af mørke rander. Og så havde damen tilsyneladende kurs lige imod hende. Men det virkede ikke til, at hun ænsede det. Det var, som om damen så lige igennem hende. Hun sprang til siden for at undgå, at de gik ind i hinanden. Og så stod hun der forundret over det mærkelige møde. Havde damen været okay? Hun vendte sig om for at se efter hende. Men sletten var mennesketom. Damen var væk. Hun var helt alene i tågen.
Og det er ikke det eneste genfærd, du kan være heldig at rende ind i. Jeg blev kontaktet af en kvinde, der havde oplevet noget meget mystisk på en ridetur i midten af 80’erne. Det var begyndt at blive mørkt, da hun kom ridende mod Eremitageslottet ad den brede Kongevejen fra Fortunen. Hun havde redet den rute hundrede gange før, men denne aften var der noget anderledes. Et sted, hvor vejen deler sig mod Hjortekær, standsede hendes hest brat. Foran hende, midt på stien, stod en hvid, oplyst bro. Den glødede svagt i mørket, som var den lavet af lys i stedet for sten. Hun blinkede, kneb sig i armen, men broen blev stående – og pludselig opløstes den for øjnene af hende. Hun samlede mod til sig, og så red hun videre.
Lidt længere fremme, ved det indhegnede stykke skov, så hun dem: en gruppe på ti–tolv kutteklædte skikkelser. De stod samlet i ring midt på stien. De bevægede sig ikke, men en lav mumlen lød mellem træerne. Hun kunne ikke skelne ordene, men lyden fik hårene til at rejse sig. Da hun kom tættere på, begyndte de at glide væk. Stille, som svævede de ind mod skoven. Og så var de væk.
Det hele lyder måske ret absurd. Men stedet, hun så munkene forsvinde hen, er dér, hvor resterne af den gamle landsby Stokkerup er i dag. I 1600-tallet blev området forvandlet til kongelig jagtskov, og de små landsbyer og munke, der engang boede her, blev fordrevet. For før kongen overtog, ejede munke fra Esrum Kloster jorden. Og faktisk er der nedskrevet historier om møder med kutteklædte munke helt tilbage til de gamle sagnnedskriveres tid.
Der er noget i jorden i Dyrehaven. Og det er ikke kun ofre for koleraepidemien. Det er, som om den stadig husker, hvad den engang var. Måske er det et sted, der rummer det, man kalder residual energy. Og hvad det er, kan du få svar på i del to af denne guide.
Kender du selv til et hjemsøgt sted, og har du lyst til at dele din viden eller din oplevelse, så hører Mia meget gerne fra dig. Og hvem ved, måske bliver det netop dit sted, som kommer med i næste afsnit af Fårking Uhyggeligt. Mia kan kontaktes på både mail til faarkinguhyggeligt@gmail.com og Instagram.
Jeg har ledt efter varulve i de mørke skove i Schwarzwald og været låst inde alene på en mørk, poltergeist-plaget kirkegård i Edinburgh. Så selvom jeg “bare” er journalist, ved jeg efterhånden lidt af hvert om, hvordan man opsøger det overnaturlige. Og de erfaringer vil jeg dele med dig i denne guide.
Vores gamle danske land vrimler med muligheder for overnaturlige oplevelser. Måske kan det virke overvældende at kaste sig ud i. Hvordan gør man? Hvor leder man? Skal man være clairvoyant? Alt det – og lidt mere – vil jeg prøve at svare på.
Blive klogere på den clairvoyante verden når Michelle besøger Christina Bech og tager os i hånden og guider os igennem emnet afdøde kontakt. Vi dykker også ned i læser spørgsmål og Michelles egen clairvoyance oplevelse hos CB Witch.
Nutidens hoveder kan nemt dømme fortællingerne om sagnvæsner, men på trods lever levnene stadigvæk i vores nutidige verden. Tag med på en lille rejse, til nogle af de væsener der er flettet ind i vores folkehistorie og som var en fast del, af mange af vores forfædres liv.
Mange af de fantastiske evner og energier vi finder i sten og krystaller går lidt igen på kryds og tværs. I dag handler det om selvudvikling, og krystaller som kan være gode at arbejde med når det kommer til selvudvikling.
Hekseri for mig, er at være bevidst om energierne, der er i alt og hvordan du kan bruge dem. Ved at sætte fokus på kærlighed kan du opnå et større flow, og sådan vil du kunne tiltrække dig mere, af det du ønsker dig. Jeg deler også opskriften på en kærlighedseliksir.
